Spring over navigation

Frivillige på Hospice Djursland

Hver dag året rundt stiller de frivillige op og giver ud af det dyrebareste, de har, nemlig deres tid og deres næstekærlighed.

De sørger for, at her altid er friske blomster, som bringer årstiderne ind i huset, de arrangerer hyggeeftermiddage med oplæsning og sang, tænder op i pejsen, spiller for til morgensang eller bager, så duften spreder sig over hele hospicet.

De er besøgsvenner, spiller kort, ser på fugle eller TV sammen med patienterne. De hygger som værter ved måltiderne, dækker bordet og tænder stearinlys eller er den hånd, en urolig og angst patient kan holde fast i, når en frivillig vågekone er til stede med sit nærvær.

Uden for huset kan man finde frivillige i færd med at skove træer, vande planter, gå byærinder eller skubbe en kørestol med en patient, der trænger til frisk luft.

Det er også frivillige, der stiller op til mange af de arrangementer, der er på Hospice Djursland, f.eks. korsang, hvor de arrangerer stole og borde, tager imod koret og hjælper tilrette.
De retter an til gudstjeneste, hvor forsangeren er en frivillig, de dækker bordene til Sct. Hans – og ja, selv de hvide stjerner på juletræet er lavet af frivillige, som naturligvis også pynter det store træ.

Kunne du tænke dig at deltage i noget af dette som frivillig på Hospice Djursland?
- Så kontakt vores koordinator: Anna Windfeldt Thorning

Vi har omkring 60 frivillige tilknyttet Hospice Djursland ude og inde.

Bliv frivillig

Hvordan bliver du frivillig på Hospice Djursland?

Hospice Djursland har en fast procedure for, hvordan man bliver frivillig.

Download vores ansøgningsskema nedenfor, print det ud og udfyld det - og send det til os.

Download ansøgningsskema (PDF)

Du kan også blot udfylde skemaet her

Når vi har modtaget dit udfyldte ansøgningsskema, bliver du indkaldt til en samtale med vores Frivilligkoordinator. Hun fortæller lidt om det at være frivillig, og sammen taler I om ansøgningsskemaet, og hvad du måtte have af spørgsmål.

Så er du klar til at komme på kursus. Det strækker sig enten over to aftener fra 17 – 20 eller en hel lørdag. Vi afholder kurser et par gange om året, alt efter behovet for nye frivillige. På kurset hører du en del mere om Hospice Djursland og det at være frivillig, og du får snakket med andre frivillige, både nye og ’gamle’.

Når kurset er slut, skal du underskrive en tavshedspligts- erklæring.

Så er du klar til at begynde som frivillig, hvor du end har lyst til at placere dig.

I den første tid kan du få en føl-ordning, dvs. du følger en af de mere rutinerede frivillige.

I hele dette forløb kan både du og Hospice Djursland springe fra, hvis det bliver aktuelt
– ligesom du selvfølgelig til hver en tid selv kan beslutte, hvornår du evt. vil holde op som frivillig.

Som frivillig kan du altid henvende dig til koordinatoren og de andre ansatte, hvis du har spørgsmål.

Opgaver

Hvad kan du lave som frivillig på Hospice Djursland?

Det er en naturlig del af hospicetanken, at her er frivillige som en del af hverdagen. De frivillige fungerer som medmennesker, der skaber en atmosfære af liv og overskud. Deres arbejde er ulønnet.

Herunder kommer nogle eksempler på de områder, som man kan bidrage til:

Værter ved måltiderne

Man kan være vært ved et middags- eller aftensmåltid for de oppegående patienter og pårørende i vores dagligstue.

Værterne er til stede med deres nærvær under hele måltidet.

Værterne dukker op i god tid før måltidet.

De dækker et smukt bord med servietter og lys og sørger for en hjemlig og hyggelig atmosfære for patienter, pårørende og ansatte ved måltiderne.

Værterne anretter maden og rydder op efter måltidet.

 

Udendørshold

Især om foråret og sommeren har vi et aktivt udehold, der sørger for at holde områderne uden for hospice i fin stand.


Der klippes, slås græs, luges, vandes m.m.

 

Blomsterhold

Nogle få frivillige sørger for blomsterdekorationer, friske blomster i vaserne og vander planterne i atriumgårdene.

 

Besøgsven

Nogle patienter har kun få pårørende og vil derfor gerne have en besøgsven – eller besøgsvennen aflaster de pårørende.

Mange frivillige er både på et af holdene og besøgsven.

Nogle går en tur med patienten, går ærinder, spiller kort, læser op, skriver, sludrer eller hvad som helst, patienten har brug for.

 

Gudstjenestehold

Ved gudstjenesterne på Hospice Djursland hjælper nogle frivillige præsten med at stille borde og stole op og er med som menighed.
Et par frivillige er forsangere.

Godtevognen

Frivillige kan køre en tur med "godtevognen" – en lille vogn fyldt med lækkerier, snacks, kaffe og te, til de patienter som ønsker at få besøg af godtevognen.

 

Vågekoner

Nogle patienter kan have brug for et medmenneske, der blot gider være til stede, f.eks. om aftenen eller om natten.
Eller man kan aflaste de pårørende nogle timer ved at sidde hos patienten.

Det er naturligvis det ansatte personale, der i øvrigt tager sig af patienten.

 

Livshistorier

Nogle patienter ønsker at få nedfældet deres tanker, minder, livshistorier eller andet.

Her kan frivillige som er glade for det skrevne ord være behjælpelige, til glæde for både patienten og de pårørende.

 

Arrangementer

Der er forskellige arrangementer og møder på Hospice Djursland, hvor der er brug for frivillige.
F.eks. korsang, men også til jul, mindegudstjenester og meget andet.

 

Bibliotek

En frivillig arbejder på vores bibliotek - her mangler vi for tiden ingen frivillige.

 

Diverse praktiske gøremål

De frivillige stiller også op til en masse praktiske gøremål, som de ansatte ikke lige kan nå, f.eks. at sy flaget, købe nye lysestager, flette julehjerter, være ledsager til aktiviteter m.m.

Årsrapport

Årsrapport for de frivilliges aktiviteter i 2015

Formålet med dette årsskrift er at give et indblik i den mangfoldighed af aktiviteter, som de frivillige bidrager med. Der er imidlertid aktiviteter, som ikke er dokumenteret i rapporten - ikke fordi de er uinteressante, men fordi mangfoldigheden og virkelysten er så stor, at frivilligkoordinatoren ikke ser det hele. Og det er jo det særligt skønne ved vores frivillige - de ser et behov, og så løser de det selv.

Download Årsrapport 2015 her (PDF)