Børn og unge

På Hospice Djursland har vi fokus på børn og unge som pårørende. Her er er børn og unge velkomne.

Omkring hospice er der en skov med flere stier, som kan udforskes. Ved hovedindgangen er der anlagt en sandkasse og andre legeredskaber.

I husets midte er der indrettet et børneområde med Play Station, legesager og mulighed for at tegne eller skrive små hilsner.

Ved siden af dette er der indrettet et Ungdomsrum, som er møbleret med komfortable møbler og med mulighed for at spille Wii, lægge puslespil, se film, bruge computer, spille bob eller bare at være sig selv.

Rundt omkring i huset er der mange hyggekroge, et bur med fugle og et akvarium med fisk. 
 

Der er knyttet en del frivillige til hospice, som står til rådighed evt. til at gå med på legepladsen, ture ud fra hospice, lektiehjælp, en strikkeopskrift eller bare sidde sammen med børn, som måske ønsker at tegne eller skrive hilsner.

Hvis et større barn ønsker at overnatte alene hos deres syge pårørende, skal der forinden laves en aftale med personalet. Hvis det drejer sig om mindre børn, skal en voksen, som barnet er tryg ved, være til stede.

Børnene er altid velkomne, hvis de ønsker at være med i plejen af deres syge pårørende; der skal måske rystes en pude, hentes vand eller holdes i hånd.

På hospice er der plads til uforpligtende samvær. Her er plads til leg og alvor.
 

Hvis du vil vide mere

Børn, Unge & Sorg er en gratis rådgivning for børn og unge op til 28 år, der
enten lever med alvorligt fysisk syge forældre eller søskende, eller har mistet forældre eller søskende efter alvorlig sygdom.
 

Har du en mor eller far der er syg?
Det er der også mange andre børn, der har. Her på siden kan du høre andre børn som dig fortælle deres historie. Du kan også fortælle din historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.
- siden har desuden information til forældre og sundhedsprofessionelle
 

'Forældrenes bog', som udgives af Kræftens Bekæmpelse, er et inspirationsmateriale til børneforældre, når mor eller far rammes af livstruende sygdom eller død.

Familier berørt af kræft, kan få bogen gratis ved at sende en mail til eland@cancer.dk