Hospice Djurslands vision

Vi vil være et hospice, hvor alvorligt syge og døende mennesker og deres pårørende oplever at bliver mødt af professionelle med viden, respekt og kærlighed. Et hospice, hvor det syge menneske på trods af svære livsvilkår fortsat kan opleve, at livet er leveværdigt. 

Vi vil være en attraktiv arbejdsplads, som tiltrækker gode medarbejdere og fastholder dygtige medarbejdere. Vi vil være en arbejdsplads, hvor den enkelte medarbejder har mulighed for at dygtiggøre sig lige præcis inden for dét område, som man brænder for. En arbejdsplads præget af høj faglighed og kærlig medmenneskelighed. 

Vi vil være en organisation, som hele tiden er foranderlig og i stand til at reagere og omstille sig alt efter de behov, der måtte være til en organisation som vores. Vi vil være nysgerrige, åbne og fleksible.

Vi vil være et hus, hvor de frivillige har lyst til at komme og være med til at gøre en forskel. Uden dem var Hospice Djursland ikke det samme. Deres tilstedeværelse er ganske uundværlig for både patienterne, de pårørende og de professionelle.