Hospice Djurslands Årsskrift 2014



”Vi tænkte, at vi kun skulle se fremad og være totalt fokuseret på månen, og var derfor slet
ikke opmærksomme på jorden, som vi forlod. Men da vi vendte blikket bagud og for første gang så jorden i sin helhed - som en planet i rummet - da indså vi, at den egentlige og væsentligste grund til at tage af sted var denne: At møde jorden i et helt nyt perspektiv – og dermed få en helt ny selvindsigt.”

Sådan fortæller en af de tre astronauter fra Apollo 8 i filmen ”Overview.”

At møde jorden var nemlig det, de gjorde den 21. december 1968, da de som de første mennesker forlod jorden for at kredse om månen. Da de langt ude i rummet vendte blikket bagud og for første gang så og mødte jorden fra et helt andet perspektiv, var det som om, de fik øje på den for allerførste gang. Et møde, som var meget chokerende for dem, på den bevægende måde, og som gav dem en helt ny selvindsigt og et helt nyt syn på jorden.

Denne gribende beretning har inspireret til dette årsskrifts gennemgående tema: Mødet.

Hver dag finder et møde sted på Hospice Djursland. Det kan være et møde der, som ovenfor beskrevet, giver en ny selvindsigt og et helt nyt syn på livet. Dette kan ske for både de professionelle, for patienten og for de pårørende. Mødet med døden er blandt andet et af de møder, som giver livet et helt andet perspektiv, nøjagtig som mødet på vej til månen gav jorden et nyt perspektiv.

Vi vil i Årsskrift 2014 give en indsigt i mødets mangfoldige univers gennem forskellige fortællinger. Fortællinger fra forskellige vinkler af forskellige mennesker og af forskellige møder.

Det gennemgående grafiske ikon er i år jordkloden set fra rummet. 

Fotograf Ann Malmgren har leveret fotos til indholdet i skriftet. Vores ønske er, at billedsiden fremstår som en sammenhængende fortælling, der understøtter budskab og stemning i de enkelte indlæg og i skriftet som helhed. 

Rigtig god læselyst.

Læs Årsskrift 2014 nedenfor