Hospice Djurslands Årsskrift 2011


I år har vi valgt at give Årsskriftet lidt kant. Vi har valgt at bygge skriftet op om temaet døden i håb om at være med til at aftabuisere emnet, så det bliver lettere for os alle at tale sammen om døden. Som en af forfatterne i skriftet beskriver det: ”Det er som om, vi næsten tror, at vi kalder på døden ved at kalde den ved navn.” 

Selv her på hospice kan det nogle gange være svært at finde det rette tidspunkt og det rette ordvalg, når samtalen skal dreje sig om døden og det, den betyder for den enkelte. Dette selvom man skulle synes, at rammerne skaber en naturlig og tryg basis som indgang til emnet. Hensynet til det døende menneske og de pårørende vil altid være det, som er styrende for samtalen. 

Når vi så taler sammen om døden, oplever vi ofte en lettelse over at kunne tale frit om alle de følelser og overvejelser, der følger med, når man er patient eller pårørende til en patient med en dødelig sygdom.

Som det gennemgående grafiske udtryk har vi valgt skulpturen Aftryksportal, udført af Marit Benthe Norheim. Skulpturen er placeret i marklandskabet mod Følle Bund, som alle patienterne har udsigt til. Aftryksportalen består af to kvindefigurer i profil, der læner sig imod hinanden. Imellem dem er der et hulrum formet som et tredje menneske. Det er op til den enkelte at fortolke skulpturens symbolik, men vi synes, at den fortæller os noget om vores relationer til hinanden og om gennemgange og overgange.    

Alle bidrag i form af tekster og billeder er meget personlige, og lige netop dét gør Årsskriftet vedkommende og læseværdigt. 

Rigtig god læselyst.  


Læs Årsskrift 2011 nedenfor